Tidlig SFO

Når skoleåret starter, udarbejder vi en brobygningsplan, der sikrer, at børnehavebørn får mulighed for at besøge skolen og SFO’en i trygge rammer. Vi samarbejder tæt med:

  • Holberghaven
  • Fjenneslev Børnehus
  • Magdalenehaven
  • Skovhuset
  • Pedersborg Børnehus.

Planlægningen starter allerede i oktober og handler om at give børnene kendskab til skolen og SFO’en, inden de begynder i Tidlig SFO til april. Besøgene hjælper børnene med at blive trygge og bekendte med det nye miljø.

Et fast element i samarbejdet er vores trommeprojekt, hvor en børnehaveklasseleder besøger børnehaverne og øver trommer med børnene. Forløbet afsluttes med en fælles trommekoncert på Sorø Borgerskole, som skaber glæde og samhørighed.

Vi holder også overleveringsmøder med alle børnehaver og besøger dem inden børnenes skolestart – uanset om der kommer én eller flere børn fra den enkelte børnehave.

I planlægningen af Tidlig SFO tager vi udgangspunkt i de pædagogiske læreplaner fra dagtilbuddene og samarbejder tæt med børnehavepædagogerne samt vores egne pædagoger. Forud for opstart i april mødes vi til samarbejdsmøder, hvor vi aftaler de sidste detaljer og sikrer en god overgang for børnene.